EN FIN DAG I NETTO Selvom klokken er et par minutter over 6 er Thomas ikke færdig med at læsse af endnu. Chaufføren har sovet over sig, får jeg at vide, og er først lige kommet, så jeg bliver nødt til at hjælpe med at læsse af. Lene, som ellers er stedfortræder, føler ikke hun magter det. Det er lang tid siden jeg tog imod varer, så jeg er ikke så hurtig som Thomas. Irriterende at der er noget, sådan en nar er bedre til end jeg. Vi er lang tid om at læsse af, bl.a. fordi jeg kommer til at vælte to paller, så vi er nødt til at stable dem helt forfra. Så jeg regner ikke med, at vi når at sætte alle varerne på plads idag, og jeg er osse ligeglad, jeg gider alligevel ikke arbejde over, men jeg håber de vil spørge mig. Når vi er færdige med at læsse af, starter jeg vanen tro med at sætte rugbrød og franskbrød op. 2 paller ialt. Det tunge lort - jeg snitter hul i emballagen på samtlige rugbrød i øverste kasse, og jeg ved med mig selv at på mandag er alle 9 pakker tørret ind, i bedste fald mugne. Jeg sætter hurtigt resten op, hjælper Thomas bagefter. Han bander, for han har lige smidt en hel kasse tændstikker, så æskerne ligger og flyder rundt omkring på gulvet. Jeg tramper klodset på nogle af dem og byder Thomas at gøre lige sådan. Men det bliver ikke til andet end et par småtjat. Vi arbejder alle meget hurtigt idag så klokken ni, når vi åbner, mangler jeg "kun" noget sukker og noget mel. Og 9 paller øl og vand. I alt over 5 tons og jeg har ondt i ryggen. Jeg åbner en liter danskvand og savler ulækker ned i den, flasken ved siden får prikket hul i låget. Men jeg er ikke færdig dér. Inden jeg kører den første palle ind, dasker jeg blidt til en kasse øl, lige akkurat hårdt nok til at de forreste flasker baldrer. Og indholdet danner en stinkende ølsø på gulvet. Jeg er ikke færdig med de sidste sodavand, da Bent Emir, en ny cahuffør, kommer med vores køle-, grønt- og frostvarer. Jeg beder Kirsten om at læsse af, hun er så stolt af sit truckcertifikat. I mellemtiden spiser jeg forsinket morgenmad - klokken er over 11 - og drikker en liter juice, som jeg glemmer at betale for. Jeg holder oven i købet 5 min. extra pause, før jeg henter 2 paller grønt fra gården, som jeg skal sætte op, samtidei med at jeg osse skal tage alt hvad der er af flasker og kasseopkald. Desværre har Signe, som er bestyrer, bestilt så mange tomater, at jeg er nødt til at tage dem ud af kasserne, for at de kan være på hylderne. Jeg ka' mærke jeg bliver svimmel, koger over af raseri, og taber så, med vilje, en hel kasse på gulvet. Mens jeg rydder op, tramper jeg ondt rundt i tomaterne, så jeg bliver nødt til at smide flere af dem ud. Bagefter sætter jeg de to paller op og placere de nye varer forrest, så de gamle bagved simpelthen står og bliver mere og mere ulækre. Både Signe, Lene og Kirsten suidder i kasse, så idag er jeg nødt til osse at sætte frost op. Som sædvanlig snitter jeg så dybt i kasserne, at flere poser indeni går i stykker, og som en ekstra finesse smider jeg rundt med varerne, grøntsager og sejfiletter ligger hulter til bulter i fryseren som Thomas Bøssekarl ryddede flot op så sent som i går aftes. Jeg har lært at time min tid godt. Efter at have lagt frosten på plads - eller hvad jeg nu gør med den - og skubbet boxene på plads ude i gården, kan jeg desværre ikke nå andet end en hurtig oprydning på lageret. De resterende vand fra i formiddags stiller jeg ud til siden, hvor jeg kører dem hårdt ind i væggen i et forsøg på at smadre de forreste flasker, men jeg ved ikke om det lykkes. Jeg bliver afbrudt af en mand i flaskelugen, han spørger om jeg altid gør sådan med flaskerne. Først gider jeg ikke svare ham, men han bliver ved, for han er meget utilfreds med etiketterne på vores ølflasker. De er altid grimme og revnede, og han påstår, at dem kan han da ikke sætte på et frokostbord. Han er dum at høre på, jeg gider ikke høre mere på hans vrøvl, og det fortæller jeg ham. Jeg når dårligt at komme igang igen, før jeg endnu engang bliver forstyrret. Denne gang af en ellers flink damesom har revet hul i sin jakke på en skarp hyldekant. Jeg ignorerer hende, lader som om jeg slet ikke har hørt hende, og går så ind i frokoststuen, hvor jeg smider arbejdstrøjen og tager min egen skjorte på. Damen står stadig og venter udenfor. Da hun får øje på mig, prøver hun igen at sige noget til mig, noget om en frakke og en hyldekant. Men hjælper jeg hende? Næ!! Jeg går, næsten løber, som om jeg har travlt, forbi uden så meget som at kigge på hende. Bag mig kan jeg høre hende sige noget ufedt om mig, jeg er ligeglad, mens jeg går ned langs mit mesterværk at en fantastisk rodet frostopsætning, videre forbi rugbrødet fra i morges som allerede er stenhårdt, og til sidst gennem kasserne, hvor jeg husker at sige hej og god week end til Tanja. Signe ved siden af og Lene og Kirsten overfor glemmer jeg bevidst i farten. Så skynder jeg mig de sidste meter ud af døren og udenfor ser jeg dagens anden levering af mælk køre ind i gården samtidig med isvognen. Men jeg er ligeglad for jeg har fri og først nu begynder dagen for alvor.

GERK