Mindeskrift for Frans Spröd
Forord af Fritz von Beishlaff

Dette forord omhandler de triste hændelser omkring publiceringen af Frans Spröds sidste artikel, som kan læses her.
Den her omtalte anmeldelse har ikke før været bragt i herværende samling, da omstændighederne omkring tilblivelsen og publiceringen af denne, fik et tragisk og dybt sørgeligt efterspil, både for kronikøren, men også for os, hans arbejdskolleger.
Anmeldelsen er ikke en typisk BAF artikel. Set i lyset af de sidste 6 års hændelser kan den meget nemt misforståes, og derfor skrives dette forord, både for at forklare tingenes rette sammenhæng, men osse for at runde et stykke historie af, der i mange år burde have været skrevet, men som tiden først har gjort moden nu.

Vor gode ven og kollega, en brilliant nyskabende provokatør, en smædernes skriverkonge og en kraftfuld inspirator, BAF's dybt savnede musikanmelder Frans Spröd, afgik ved døden en vinterdag som følge af kvælning, efter bevidst at have slugt otte kuglepenne af mrk. "Blå Bic".
Frans Spröd havde et fast mål med sine anmeldelser. De skulle være så provokerende som overhovedet muligt. Han brugte ofte adskillige minutter i en nærmest aggressiv nærlytning af de grammofonplader han skulle anmelde, og skrev herefter utrolige artikler hvor han grundigt gennemrevser sin ofre, på en så hensynsløs og modbydelig facon, at det ikke kan beskrives af andre end ham selv. Mange af de artikler han skrev omhandlede lokalstof fra hans nærmiljø, da han her havde mulighed for at målrette sin kritik mod færre læsere, med stor indignation til følge. Pga. netop lokalstoffet har vi derfor ikke fundet grund til at udgive dem, da det ikke berører almenheden.
Frans Spröd satte større og større krav til sig selv som tiden gik, og det blev sværere og sværere at opnå den ønskede effekt ved anmeldelserne. Så for at komme udenom dette problem benyttede han en genial strategi. Han ville finde noget musik som han var sikker på at ingen kunne fordrage, og i en anmeldelse rose det til skyerne. Han brugte næsten en halv dag på at gennemlytte og lave research, et tidsrum han normalt ville have fundet afsindigt. Valget faldt på LP'en: Ole Erling - Hammond á Go-Go.
Frans Spröds artikel er brilliant. Et eksempel på hans kreative nyskabende geni. Som test blev artiklen bragt i et mindre beboerblad, for at se hvilke reaktioner den kunne afstedkomme på almindelige danskere. For at undgå at blive sat i forbindelse med sine tidligere artikler brugte han pseudonym. Reaktionerne var særdeles positive (læs: negative), og som følge af dette var den klar til at blive offentliggjort i hele landet.
Imidlertid kunne ingen på denne jord forudse, hvilken retning begivenhederne skulle tage.

I midten af 90'erne dukkede der for alvor et fænomen op, som havde eksisteret i USA i mange år, "Trendsetters". Temmelig unge gridske spekulanter, ofte med rødder indenfor den danske reklamebranche, begyndte at udvikle såkaldte "trends" - et ord der selv hurtigt skulle blive en "trend".
Den gryene retrobølge gav inspiration til idéen om, at finde og udvikle et glemt stykke idioti og gøre det populært igen, uden at afsløre den egentlige økonomiske bagtanke bag konceptet.
Et af de første eksperimenter var Poul Kjøller, kendt fra Dansk TV's børneprogrammer i 70'erne. Satsningen lykkedes over al forventning og strategier blev lagt. De er den dag den direkte årsag til, at vi stadigvæk bliver overlæsset med gammelt lort fra 70- og 80'erne.

Vores ulykke kom i form af en CD udgivelse, som kom umiddelbart efter Frans Spröds anmeldelse.
Nogle trendsetters havde fået en ide. De fandt ud af at undergrundsmiljøet havde nogle bizarre idoler, og besluttede sig for at udgive en CD med en af dem... Ole Erling.
Da CD'en kom ud blev er snakket en hel del om den, og mange købte den i den tro, at der var tale om en ny "trend" man skulle være en del af, for at være med på moderne. Og det blev den naturligvis, det var altsammen en del af strategien. Kvæget træder nu engang ad vante stier.

Frans Spröd fik et slemt chock. Han havde skrevet en dybt ironisk artikel om noget musik der i årtier var blevet set ned på, og måtte nu se sin store skabelse forvandlet til en meget sober og positiv anmeldelse om et populært og moderne fænomen.
Han styrtede ned og købte CD'en, blot for at finde ud af, at både musik og billedmateriale for det meste var baseret på "Hammond á Go-Go".
Alene titlen på CD'en "Easy Listening" lagde ham syg i dagevis (Easy Listening er et udtryk der dækker et helt andet musikalsk begreb, og endnu et vidnesbyrd om hvor hjernedøde pladeudgivere kan være).
Hans store viden om musik bevirkede at han blev desillutioneret og begyndte at betvivle sine egne før så faste holdninger.
Hans verdensbillede smuldrede dag for dag.

Han kom sig i den efterfølgende tid ikke over chocket, og denne mand der altid var en mand af mange ord skrev nu stort set ikke nogen overhovedet.
Anmeldelserne måtte jo skrives og dette arbejde blev overtaget af andre af BAF's kronikører, men den destruktive kraft der var i Frans Spröds artikler og gav drivkraft og inspiration manglede sandeligen.
Efter et stykke tid hvor ingen så ham på redaktionen eller hørte fra ham, blev den eftersøgning, der til slut gav det triste resultat, startet.
I lang tid herefter lå Blasfemisk Anmelder Forum meget stille, og de involverede blev konfronteret med livets skyggeside, og den meningsløshed man føler, når dødens tordenkile rammer fra en klar himmel.
Men verden bevæger sig hele tiden ud i nye idiotiske situationer, og disse må og skal kommenteres.
Det var på tide at sætte vores verden, der var gået i stå, igang igen.

BAF, november 2002

Ole Erling anmeldelsen  Tilbage