Jon er en Klovn
Den sande historie om teenage klovnen Ton.

Det har været småt med indlysende talenter på den musikalske stjernehimmel de sidste efterhånden mange år. Det er småt med idealisterne, ildsjælene, der virkelig brænder for deres musik og som vil give alt bort for en musikalsk karriere. Som har forstået, at en musikalsk karriere går gennem hårdt arbejde og IKKE gennem grådig nassen på landets kulturmidler.
En af dem der har forstået dette er smørhårsdrengen Klon, og ham skal denne udgave af BAF beskæftige sig med.
Sno'en er på trods af sin, for branchen, relativt unge alder (14 år, -red.) allerede et kendt navn på den danske popscene. Ikke mindst i kraft af sin dynamiske skrigestemme, sit uomtvistelige talent for at få andre til at spytte millioner i hans karriere og ikke mindst de 2 hits "Jeg har Babyface" og "Stylisten fyrer dagligt 150 gram gelé i mit grimme hår".
Skrålerierne er at finde på Klovn's første CD der simpelthen bare fik titlen "Du' jo Bøs...". Når man hører CD'en får man med det samme beviset på, at knægten er en MEGA bondeknold. Igennem den smægtende lydproduktion og pitchkorrigerede vokal, emmer der en lugt af komøg, sure træsko og sengehalm. Der er ingen tvivl om at BonBon er en skide Grenåvap.
Det må ha' været et enormt arbejde at ændre en blegfed teenagers skrattende overgangsdialekt, til en tom kulisse af hjertesmerte, skjult lidder og fraseringer, der kan få Britney Smears producerteam til blegne af misundelse. Fon's vokal er simpelthen bare bedre manipuleret end de andres. Selfølgelig snyder den ikke en professionel, men det er jo heller ikke meningen, da det jo kun er hysteriske skolepiger der skal fuppes for de penge, de ikke har brugt på mobiltelefoner, stilløse solbriller og kiksede tatoveringer henover hvalpefedtet.
Der er virkelig postet godt med penge i markedsføringen af dette "fænomen", så han fremstår som mere stilfuld og musikalsk begavet end konkurrenterne og medieludervennerne. Noget det ikke er lykkedes for fabrikanterne af dengserne fra IncestLife og røvrikkerne i Fjo:els. Producerteamet har, allerede nu, vundet større markedsandele end de øvrige døgnfluer i den danske popscene. Det er jo altsammen nydeligt må man sige.
Brun's pladeselskab "Alle Boybands Stinker Records" har fra starten forsøgt at bygge et lidt kækt image op omkring EjakulasJon. For eksempel blev han bedt om at agere rapkæftet dommer i en trawler-race konkurrence i hjembyen Grenå, hvilket dog måtte afblæses i sidste øjeblik, da han på vej op i dommertårnet gled i en æske hårpomade og drattede næsten 80 cm ned, hvilket gjorde hans hår så uglet at han ikke kunne gennemføre arrangementet. Af andre arrangementer som Ton har medvirket i, kan nævnes "Playmobil look-alike konkurrencen", "Gæt en bruncreme", "Spis min Barbiedukke" og navnligt "BikerJon på Hesselø", hvor han i en gammel Trabant laller rundt på nævnte ø, og prøver at finde vej mens han græder af hjælpeløs afmagt. Selv mange ugers hård redigering af optagelserne, kunne ikke skjule at Kujon er en flæbende tøsedreng. Ole Sohn har dog efterhånden lært at opføre sig som en rigtig rockstar, f.eks. da han efter et gig i Legoland, i sin tumpede afterparty brandert, kom til at gå hjem med en legostatue af en af de kvindelige kolleger fra No-Eye-Q. Klodset. Eller dengang han, ligeledes i en styg brandert, på et smartass discotek i København, skulle spille fandango ved at prøve kræfter med nogle af de mere suspekte varer og på den regning fik gnasket en hel pakke sødetabletter i sig, og derfor selvfølgelig var nødt til at drikke halsbrænden væk i guldbajere, med det resultat at IdiJon endnu engang endte festen i en rendesten, alene...ak ja, vi har nok ikke hørt det sidste fra denne ligegyldige clamydiamagnet.

BAF, juni 2003

Tilbage